onsdag den 6. juni 2012

Eksamen over and out

Hej allesammen..:o)

Så var det den store dag i dag, jeg skulle præsentere mine dyretrofæer og fagdidaktisk tale om genbrug og bæredygtighed.
Jeg fik et 7-tal, og den karakter er jeg som sådan tilfreds med, min målsætning var i hvert fald at få mindst 7, så det klarede jeg jo lige.
Jeg er ikke den bedste i denne verden til at gå til eksamen, men det er som om at, jo ældre jeg bliver jo værre er det blevet og i dag var ingen undtagelse. Jeg bliver simpelthen så nervøs at jeg får total munddiare, jeg har en lille teori om at det simpelthen er gået hen og blevet alt for vigtigt at få en god karakter. Da jeg gik i gymnasiet havde jeg ikke de flotteste karakterer, så da det kom til eksamen vidste jeg, at det næsten ikke kunne blive værre og jeg var meget mere fri til at gå ind og sige noget fornuftigt. Her på læreruddannelsen har tallet på karakteren fået for stor betydning for mig, så jeg får mig selv helt kørt op - jeg læser og forbereder mig for sindsygt, og her mener jeg at jeg overdriver det maks, for ingen skal sige at jeg ikke kan. Hvilket der i øvrigt aldrig er nogen der har gjort!! Så i dag fx, kommer jeg ind - jeg skal tale om min udstilling - fremvise min designproces, den var selvfølgeligt 100 % inde i, men der er bare så meget at sige og så snakker jeg derud af. I mit hoved siger jeg en masse fornuftige ting, men sandheden er at jeg får hakket nogle af min sætninger over og får startet på en ny sætning midt i det hele - og det er bare et udtryk for total munddiare. Og så får jeg selvfølgeligt også lige sagt at jeg skruede søm i.. Hallo klovn, du skruer - skruer i og det ved jeg da godt, men jeg bytter konstant om på de to udtryk selvom jeg selvfølgeligt kender forskellen. Efter præsentationen af min udstilling skulle jeg sige nogle bevingede ord om genbrug og bæredygtighed, et emne, som jeg i øvrigt mener er både superspændende og supervigtigt, og så sker der mundlort igen.. Jeg siger alt for mange ting på een gang, så det ender med at det der kommer ud ikke rigtigt giver den store mening. Desuden fik jeg da også lige fyret af, at lade eleverne åbne fisk ikke er kropsbaseret læring, selvom jeg godt ved at det er - der føler man jo på fisken og sanser sig frem til en erkendelse om fisken. og jeg snakkede om fisk, fordi jeg i kampens hede sammenlignede Materiel Design med Natur/Teknik, det var jo en total selvmodsigelse, hvorfor var det at jeg ikke  bare sagde matematik og henviste til opgaver fra bogen, som en modsætning til kropsbaseret læring. Så altså jeg kan godt forstå 7-tallet, lidt må jeg jo alligevel har sagt der gav mening. Men det irriterer mig alligevel grænseløst, at jeg ikke lige stopper op og tænker mig ordentligt om. Især når jeg ved at jeg er fuldt ud forberedt, jeg ved at jeg ved mange ting og kan mange ting og så skal det springe op og falde ned på at jeg kan sige dem ud højt til en eksamen, øv øv øv. Og selvfølgeligt kan jeg ikke lade være med at tænke at jeg gerne ville have været højere op end 7, sådan er jeg bare indrettet, når man i sig selv synes man er god (undskyld jantelov) - så vil man jo også gerne helt op at ringe, men det har jeg tilgode endnu, tror ik eksamen nogensinde bliver en festdag for mig, selvom jeg altid er mega velforberedt!
Til gengæld vil jeg sige at det var en af de mere behagelige eksamener, begge lærere og censor, var rare og spørgsmålene var ikke svære, det er bare mig der fumler rundt i min talestrøm.
Og min udstilling er jeg meget stolt af, jeg synes jeg er lykkes rigtig godt med mit dyretrofæ-projekt... Men nu skal jeg vidst også lige have en pause fra hjorte i en rum tid.
Så over all, kan jeg kun være tilfreds med mit 7-tal, jeg nåede målsætningen til trods for selvmodsigelser, bytten rundt på søm/skruer og total munddiare. Det var det, rart lige at få det skrevet ned, så kan man ligesom få det ud af systemet og komme videre,
Og ja jeg tudede da jeg kom ud, det var en blanding af skuffelse over min (igen) manglende evne til at holde overblik, tale roligt og fattet og lettelse over at det var overstået. Aldrig i mit liv, har jeg haft et så følelsesmæssig bånd til eksamen, det var så vigtigt for mig at mine lærere (og censor) synes om mine trofæer, som jo er blevet til mine små børn. Og det er jeg faktisk overbevist om at de gjorde, så det er jeg bare så glad for.
Nu mangler jeg kun psykologi, det er på næste torsdag - men nu vil jeg altså tillade mig at holde et par dage fri fra eksamenslæsning og i stedet hygge mig med familie, kæreste og venner - det er virkeligt tiltrængt!!!! og så vil jeg lade være med at sætte et bestemt mål for den psyk-eksamen og forvente det værste, men håbe på det bedste! - det er vidst vejen frem der!

Lige en ting mere inden jeg stopper for denne tankestrøm.. Til alle lærerstuderende eller kommende lærerstuderende = VÆLG Materiel Design, det er det fedeste fag - aldrig i mit liv har jeg lært så meget på så kort tid, at arbejde med hænderne har været en gave hele året og jeg har elsket (næsten) hvert minut. Men  husk at hvis du vælger det så vær forberedt på at arbejde hårdt, der er så meget man skal nå, på meget kort tid!

Men det var enden på et fantastisk studieår med Materiel Design, det har været verdensklasse - fantastiske og meget motiverende lærere, gode studiekammerater og en summen af kreativitet. Et bombardement af indtryk, som jeg vil tage med mig videre i mit liv - jeg vil tænke tilbage på det med glæde og så håber jeg bare at jeg bliver den bedste Materiel Design, Håndarbejds- og sløjdlærer for eleverne i folkeskolen - jeg vil i hvert fald gøre mit allerbedste.:o)

Og her et par billeder fra min udstilling!









Og held og lykke til de medstuderende der skal op i morgen og hvis nogen ellers skulle få lyst til at se vores produkter er der udstilling på CFU i morgen fra kl.13,30-14,30...:o)


Ha' det godt derude og hvis du fik læst alt mit gøgl om eksamen, så fortjener du et 12 tal..:o)

Kram Anette

4 kommentarer:

  1. Kæreste du, jamen du skal da være skide stolt over dit 7 tal - siden hvornår er 7 blevet en dårlig karakter (siden den nye skal kom tror jeg). Super stort tillykke med det, du har slidt og gjort hvad du kunne :0) Er sikker på du bliver en fantastisk lærer i klasseværelset, og det er det der er det vigtigste og ikke hvad du kan foran et dommerpanel. Knageme godt gået :0)

    SvarSlet
  2. Så var det saftsusme godt at jeg læste det :-) Det må jeg lige tilføje i morgen ;-) Jeg forstår dig så udemærket godt. Der ligger så meget af en selv i de produkter, så hvis de bliver "nedvurderet" er det ikke bare ens faglighed, men ens person der lider et lille nederlag. Jeg sys det er ret øv, at I formentlig alle sammen er der i morgen, for jeg reagerer helt sikkert som dig. Det har nemlig været et sindsygt og meget følelsesladet år på det personlige plan. Men dine hjorte var klart til et 12tal, så kan det godt være munddiareen ikke var det, men så snart du har fået dit første job ser ingen på det eksamensbevis. Hjortene kan du tilgengæld se på hver dag, og glædes over dit flotte arbejde. Du får i hvert fald et 12 tal af mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Årh tak for de søde ord Camilla.. det bliver spændende i morgen, men uanset hvordan det går - så ved du også at du bare kan det her. Men jeg er nu overbevist om at du nok skal klare dig godt, jeg krydser i hvert fald fingre. Og jeg synes du er mega dygtig, en stor smykkekunstner! :o) så jeg giver også dig 12! :o)

      Slet